STOP LANDMISBRUGET

#MereGrønt
MindreKød

Fyldte søde kartofler

Opskrift fra ‘Vegansk madglæde’ af Mia Sommer.

Søde kartofler minder egentlig mere om gulerødder, end de minder om kartofler, for som navnet antyder, er de meget sødere, og så er de orange. De er i modsætning til almindelige kartofler rige på A-vitamin, og de indeholder også mere C-vitamin. Jeg er blevet ret glad for søde kartofler de senere år, og det er jeg ikke alene om, for de kan nu købes i stort set alle supermarkeder. De stammer oprindeligt fra Sydamerika, men de dyrkes også i Europa. Denne ret smager skønt også dagen efter i kold udgave.

Instagramprofil: @miasommervegan
Blog: miasommer.org

Ingredienser

Ca. 4 personer:

  • 4-6 søde kartofler (medium eller store)
  • 200 g grønne linser
  • 1 stort bundt frisk dild
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 terning grøntsagsbouillon
  • 4 spsk. sojasovs
  • 4 spsk. lys balsamico
  • 2 tsk. paprika
  • ½ tsk. chilipulver
  • Salt og peber

Avocadodressing:

  • 2 modne avocadoer
  • 1 håndfuld mynteblade
  • 2 dl vegansk yoghurt naturel (f.eks. havre eller soja)
  • 3 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. salt
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl vand
Fyldte søde kartofler med avocadodressing af Mie Sommer

Fremgangsmåde

  1. Vask kartoflerne og halvér dem. Bag dem ved 200 °C almindelig ovn i 45 minutter. Kog linserne i 20-25 minutter.
  2. Hak løg og pres hvidløg. Steg det på en pande sammen med balsamico, sojasovs og bouillon i cirka 5 minutter. Rens dilden og hak den. Bland linser, de stegte løg samt væden fra panden, chili, paprika og dild.
  3. Udhul forsigtigt kartoflerne. Mos kartoffelkødet og tilsæt det til linseblandingen. Bland det hele godt rundt og smag til med salt, peber og eventuelt ekstra chili. Fyld blandingen tilbage i de udhulede kartofler og bag dem i ovnen i yderligere 10 minutter.
  4. Blend alle ingredienserne til dressingen og servér den sammen med de fyldte søde kartofler.
  5. Kartoflerne kan også spises for sig selv eller sammen med brød og salat. Husk at hele kartoflen inklusiv skræl kan spises, så intet behøver at gå til spilde.

 

Billede og opskrift fra: ‘Vegansk madglæde’ af Mia Sommer

Modtag vores nyhedsmail

Du vil få tilsendt grønne opskrifter og som den første høre nyt om vores kampagner og arbejde for dyr. Så kan du være med til at gøre en forskel.